17. februar 2010

Så skete det...

...et lysglimt tog min Bedstefar med sig og nu får han fred. Alene det er en lettelse. Dog er jeg ked af det, for den var den sidste gamle i familien og han er indbegrebet af gode fortællinger fra gammel tid. Det er også som om de gamle holder familien samlet på en måde. Jeg ved godt at dele af den fællesskabsfølelse døde med min Mormor, men nu skal vi virkelig selv beslutte os for at holde sammen for os og ikke for nogen anden. Jeg har en tom fornemmelse i kroppen og hovedet. Sådan bedøvet for følelser og for tanker...lammet faktisk. Om en lille uges tid skal vi hjem til begravelse, men jeg er nødt til at ringe hjem til Mor og høre nærmere, for jeg skal finde ud af hvad vi gør mht. at komme hjem og hvordan vi gør det hele. Så jeg vil lige ringe til min Mor, der lige har mistet sin Far...puha!!

5 kommentarer:

Rikke M sagde ...

Kære Prik
Det gør mig ondt at høre med din morfar. Det er aldrig nemt, selvom du længe har sagt, at det var det bedste for ham. Nåede din mor at komme hjem inden det skete?
Godt du har alle de gode minder fra en dejlig tid sammen med din mormor og morfar.
Knus fra den anden Prik

Camilla... sagde ...

Åhhh det gør mig ondt!
Selvom det giver mening at gamle mennesker skal herfra så gør det ikke sorgen mindre! Savnet er det samme...

Mange kærlige tanker herfra Camilla

Rikke Bruun Berthelsen sagde ...

Prik: Han døde mens hun sad i toget på vej hjem herfra. Men hun er ikke typen der har brug for at sige farvel tror jeg. Hun havde her forleden oplevelsen af, at det var sidste gang hun så ham og det var det så også. Han har ikke været til at komme i kontakt med, så jeg tror bare vi alle er lidt lettet over, at han sidder på en lille hvid sky med Mormor nu ; )
Kram

Camilla: Egentlig mistede jeg den Morfar jeg altid havde noget særlig med da min Mormor døde, for da "døde" han også, så på den måde er sorgen måske ikke helt så stærk som da hun døde. jeg har i lang tid tænkt, at han ikke rigtig havde et værdigt liv mere og at han jo selv ønskede at dø og så er det ikke noget godt liv mere. Jo jeg er ked af det, for det er da trist at miste een der har været i ens liv i 33 år. Men minderne lever videre og mine forældre kan heldigvis hjælpe med alle historierne om ham.
Kram : )

mette b sagde ...

Kære Rikke,
Det gør mig ondt at høre. For hele jeres familie og din mor som nu er ældste led. Jeg håber I kommer godt igennem sorgen.

Kærligst, Mette

Losarinas mor sagde ...

Gør mig ondt.