10. januar 2010

Jeg havde det på fornemmelsen...

..men fik lige at vide af min mor, at min bedstefar på 89 har 2 knuder på rygsøjlen og det er kræft og fornemtlig ikke hovedtumoren. Han kan ikke holde på vandet eller nummer 2 og har meget ondt. Han har i lang tid ønsket at dø og jeg ved det lyder som om, jeg har afskrevet ham. Men han fortjener at dø uden smerter og få sit ønske om at se min mormor igen opfyldt. Jeg synes ikke engang det er sørgeligt, mere retfærdigt at få fred efter et langt liv. Ja, jeg håber han får fred. Jeg vil savne ham, for jeg var om nogen glad for ham. Men her de senere år har jeg haft ondt af ham. Da da var barn og ung sad jeg altid med ham i hånden. Han har og havde så bløde hænder. Han har 3 piger, 6 børnebørn og 6 oldebørn og har en masse dejlige minder. Deres gård, vintrene med sne op til vindueskanten, der pentionat med tyskere, som vi legede med og kendte, da de kom år efter år, min mormors bagværk og fingerfærdighed, hendes sokker. Jo, jeg savner dem fra dengang de var friske og raske... det har jeg gjort i lang tid. Jeg tog min mormors død ret hårdt, det tyngede mig i lang tid. Det bliver da også hårdt med min bedstefar. Men måske en tanke der i lang tid har været hos mig, for ingen lever evigt og når man er 89, så lakker det mod enden. Puha.....

Max og Preben er kørt til Herlev efter chippis med dippis og sodavand.(Juice til Max - sodavand smager surt synes han - heldigvis)
Vi skal til Toy Story og hygge med dyner. Jeg kan sjovt nok mærke min bivirkninger allerede inden sprøjten, sådan er det tit. Så jeg er mat og træt i dag. Ja og måske lidt trist...døden er sku en trist størrelse...

3 kommentarer:

Henriette sagde ...

Kære Rikke. Jeg har jo også min morfar endnu, han er 98. Frisk og ved godt helbred endnu, men trist alligevel, for som han siger.. der er ikke nogen tilbage fra hans egen tid. Trods masser af børn, børnebørn og oldebørn er han vist alligvel ensom nu hvor mormor er død. Hun døde i en alder af 95 i 2006. Hver dag cykler han to gange på kirkegården og hilser på hende, det holder ham i gang.

Jeg forstår ham godt, det må ikke være nemt at være den sidste der er tilbage, og selvom jeg gerne selv vil blive gammel, så vil jeg ikke være ensom.

Stof til eftertanke syntes jeg.

Jeg ønsker at din egen morfar får det som han gerne vil, det virker til at han er mæt og glad af dage.

Mange knus og godnat søde Rikke ;)

Rikke Bruun Berthelsen sagde ...

Kære Henriette: Ja, du har helt ret. Min Bedstefar har heller ikke nogen af sine venner tilbage, mormor døde vist i 2006 også. Hun har altid været meget syg. Fik som 65 årig (eller deromkring) fjernet sin livmoder pga kræft, har haft tarmslyng 5-6 gange og brok som følge, pacemaker pga af svagt hjerte, grøn stær, krogleskørhed og sikkert også andre kedelige ting. Hun var den sociale af de to. Bedstefar gider ikke noget, har aldrig gjort. Han er blevet blind pga. af forkalkning og nu sætter kræften ind og som min veninde sagde igår, så er det ofte det gamle dør af, da deres immunforsvar er så dårligt og træt, det er der bare mange der aldrig finder ud af, fordi de bare dør lige pludselig. Men jo, han er mæt af dage og det skal have have lov til.
Knus til dig

mette b sagde ...

Kære Rikke,
jeg håber virkelig for din bedstefar, at hans afsked med livet bliver en smuk afsked uden for mange smerter.
Jeg har ikke selv nogen bedsteforældre tilbage - jeg kan kun huske min mormor og farmor. Min farmor døde af alderdomsom 90-årig - det var en smuk død, selvom det var hårdt for os, der stod tilbage. Heldigvis har vi mange dejlige minder, ligesom du har.

Kærligst, Mette