9. juni 2009

Ønsker fra mig....


...går meget på min fremtid. Vores fremtid. Jeg ønsker at mine to så drenge skal få det godt sammen, at Preben og jeg altid skal have det godt sammen. Jeg ønsker at være sund og rask - det er det ønske der fylder mest, fordi det for 2 år siden gik så galt for mig. En psykose og 3 mdr. efter et attak, som jeg egentlig havde overbevist mig selv om ,jeg aldrig mere skulle have. Jeg fik jo et chok. Jeg ønsker brændende at det må være slut, at kunne styre mit liv mod en glad og rask pige. For tiden fylder den del af min fremtid meget, da det er store emner, der rører sig i min krop, nu hvor jeg er gravid igen. For kan jeg klare endnu et barn, jeg har tit svært ved at have overskud nok til Max føler jeg. Men jeg græder indeni og udenpå ved tanken om ikke at kunne magte det hele, for jeg var jo så energisk før hen og nu planlægger jeg nok at søge flextid - det er så milevidt fra den Rikke jeg er indeni. Jeg går og håber på medicinske mirakler. Men er det tåbeligt at håbe på mirakler i det hele taget tænker jeg. Kan jeg overhovedet styre noget af det her selv. Nogle gange svigter min ellers veludviklede kampgejst og jeg må sige ,at jeg for tiden mangler en forsikring om, at det nok skal gå. Bare der var en vej man selv kunne vælge og så have en garanti for, at alting skal nok lykkedes, hvis du vælger den her måde at se tingene på og jeg har jo læst bøger om det her, men mangler nok et levende bevis på, at man kan sku kæmpe sig ud af hvad som helst : )

3 kommentarer:

Jeannette Mariae sagde ...

Det er dejligt at drømme, ønske og håbe. Det hører livet til. Men du må ikke glemme, livet lige her og nu.

Livet er så vidunderligt, Rikke -også med en sygdom, også med alle bekymringerne.

Kærlige tanker fra engen ;-)

Losarinas mor sagde ...

Det skal nok gå alt sammen. Livet udvikler sig hele tiden og selv om vi kan lægge planer for det, ændres de for det meste.
Derfor må vi hele tiden leve lige nu og her, være tilstede i det vi gør lige nu. Jeg ved godt det er meget svært , når man kæmper med en sygdom. Men det skal nok gå alt sammen :-)

Rikke Bruun Berthelsen sagde ...

JM og LM - For det meste er det da vidunderligt og jeg har lært mig at leve i nuet, men nogle gange bliver man nok suget ned i uvidenheden og bekymringernes land og så er det alt andet end sjovt. Min reaktion på en kronisk sygdom og et skrøbeligt sind komemr lidt i små klynger tror jeg og så skal det lige begrædes lidt og så er det for det meste væk igen. Men der går ikke en dag i mit liv hvor omgivelser eller indre omstændigheder minder mig om mine "skavanker" og i gode tider ignorerer jeg det og i de dårlige bliver jeg ked af det : )