og skal have åbnet ventilen. Før hen var min ventil tårer og det er det til dels også nu, men jeg
kan blive noget så gal i skralden i 10 sec. og så er det slut og jeg får det SÅ skidt over det. I dag var det Max, der ville have saftevand og han skreg og plagede og smed sit vand på gulvet og jeg ved godt, at vi havde være på farten og hente computer, handle, spise is på MacD og se det område det rækkehus vi står nummer 6 til. Så jeg ved godt, at han også var træt og måske endda følte sig lidt tilsidesat. Men jeg fik så råb HOLD SÅ OP og sendte vrede vrede øje til ham. Så skreg han endnu mere og jeg græd og følte mig igen som verdens dårligste mor, fordi jeg ikke kunne forstå ham. Max er klart en fars dreng og sådanne situationer gør det endnu værre, for jeg må ikke trøste ham bagefter og for tiden, så er det bare far der dur og har for så vidt været det hele tiden. Det er svært og ikke fordi jeg ikke under Preben det, men fordi jeg føler jeg er nødt til at gøre præcis det samme som Preben, for at opnå samme status og det kan jeg jo ikke. Jeg er en kvinde, en anden person og har andre ting, som jeg synes er hyggeligt at gøre med Max. Jeg har en indre kamp ind imellem, fordi jeg bare ikke har det samme overskud til min søn som Preben har og det gør mig virkelig ked af det. Gad vide hvorfor jeg skal de her ting igennem? gad vide hvad det her skal fortælle mig?
6 kommentarer:
Måske det skal fortælle dig, at du har en stærk lille dreng med egne meninger og at du skal sætte pris på, at han har et så dejligt forhold til sin far...
Det er jo let nok at stå på sidelinjen og prædike, men jeg er sikker på, at hvis du prøver at slippe forestillingen om den perfekte mor, vil alting nok gå lidt nemmere.
Der findes ingen perfekte mødre, alle gør vi det bedste, vi har lært.
Stort knus fra JM
ja, du har ret i, at jeg er perfektionist og har svært ved at slippe kontrollen uden at føle, at jeg har svigtet. Men sådan som mit liv har formet sig, så burde jeg også tage den med ro og prise mig lykkelig for, at jeg trods alt har det godt for tiden og at jeg ikke kan være 100% på hele tiden ; )
Må give Jeanette Mariae ret :-)
Jeg tænker at man skal huske at vi ikke som mor og far skal give det samme eller lige meget. Det vi giver er helt unikt og fylder forskelligt i vores børn. En lille nær stund med dig kan betyde mere for Max end at Preben lavet noget inviklet med ham i længere tid. Det vigtigste er at han ved du elsker ham og at du med tiden kan slippe den dårlige samvittighed og lade nærværet fylde i stedet. Uanset hvor lidt eller meget af det der er overskud til! Husk at det vi giver er forskelligt - men unikt. Ingen kan give Max det du gør eller være dén for ham som du er.
Jeg syntes så absolut du skal lægge tanken om at være den perfekte mor fra dig og finde ro med at du er den beste mor i hele verden - for Max! Og den eneste han har - så nyd tiden med ham i stedet for at bekymre dig.
Knus herfra
Åh ja, men når følelserne tordner frem er det svært at tænke så klart, for jeg ved det godt. Jeg bliver bare overmandet gang på gang og bliver tit ked af det, når Max slå og afviser mig, fordi jeg så føler at det er forkert det jeg gør. Så det er i virkeligheden den der afvisning jeg har så svært ved, hvilket jeg vist har i alle livets forhold. det er aldrig rart ikke at føle sig ønsket. Men Max og jeg har mange stunder, hvor vi har det dejligt og der er nogen ting vi to har sammen. Han er den dejligste dreng : )
Alle forældre kender den fustration og den dårlige samvittighed den fører med sig. Nogle gange bliver man bare så træt af alt det arbejde der følger med at være mor til et lille barn og for at kunne løfte det har man brug for barnets kærlighed. Derfor er det dobbelt hårdt når barnet afviser en. Du er en dejlig mor kan jeg læse her på din blog og det meste af tiden ved du det godt selv. Du bliver ikke ringere af at følelserne af og til løber af med dig. Varme sommerhilsner fra Fejø.
Send en kommentar