Tudemarie

Da Max og jeg kom til tandlægen som var et lyst og venligt sted på Værebro skole, så gik der små 5 min. før max begyndte at tale om at "tore", for han ville sådan set gerne hjem igen. Han fornemmer klart mere end hvad jeg lige gør og det mindede nok lidt for meget om lægen, hvor han kun har prøvet at blive stikket og er vild hysterisk, når vi er der. han bleve mere og mere ked af det og mere og mere gal på mig og på alt omkring sig. Så fik han øje på det suttetræ de havde der og ville selvfølgelig have alle sutterne. Så tog hysteriet til og kom tandlægen. Han smed med det plastikæg han ellers havde samlet og skillet ad i en uendelighed og var tosset. jeg prøvede alt...afledning, trøst, gulerød forude og blev også gal, da han slog mig og smed med alt som tandlægen ville give ham. Så prøvede vi at få hende til at kigge ind i munden, bare så han kunne se, at hun ikke ville andet end at kigge. Han har aldrig været så gal før og så hysterisk og ked af det. Han boksede rundt og ville intet. Jeg fik først lidt tårer i øjnene og kunne langsomt mærke min egen afmagt. Men efter noget tid kunne jeg ikke holde dem tilbage. Jeg følte mig så håbløs og så ærgelig over, at det skulle gå sådan for ham. Da vi gik var jeg også gal, han blve ved med at være trodsig og jeg var afvisende og fortalte ham, at han skulle ikke bestemme mere, nu skulle vi køre og han skulle tie stille, for mor er gal. Jeg måtte ringe til Preben, for jeg skulle bare have ilt igen. Han fik mig snakket lidt til ro og vi kørte hjem. Max var rolig og sød på vejen hjem, han kunne vist godt mærke, at det ikke var nu han skulle forlange og bestemme noget. Da vi kom hjem lavde jeg frokost og så fortsatte han med at nægte at sætet sig til bordet, så brast boblen igen overfor ham. Jeg tog ham op og mens jeg græd som pisket sagde jeg til ham, at jeg bare var så ked af, at han hele tiden ville bestemme og at han gjorde mig så ked af det, når han var så sur. "Vil du ikke nok være sød nu?" Han omfagnede mig og smilte og sagde "Moar" på den der insmirende måde. han satte sig ned og spiste op og der var ingenting galt. Not my finest hour....men hvad fanden gør man, når ens snart 2-årige styrer hele showet og min egen skrøbelighed knækker mig. Jeg kan mærke, at vi bliver nød til at hjælpe ham til, at han ikke skal dominerer som han har gjort i dag. Ikke at han ikke må blive ked af det hos tandlægen, men der er jo bare nogen ting man skal og han må lære at stoppe inden hans hysteri tager over. Preben har allerede lovet, at han tager tørnen næste gang...Pyha