Dagen startede med, at socialrådgiveren fra Scleroseforeningen ringede og opfordrede mig til at skrive en ansøgning til kommunen om flexjob. Så det skal jeg nok i gang med snart. Hun sagde også, at hun har flere sager fra Gladsaxe kommune liggende og de ikke er sådan at bide skeer, men hun vil gerne hjælpe mig i min sag, hvis det bliver nødvendigt, da hun jo kan bidrage med facts om sygdommen mm.Preben skrev i formiddags og bad mig om at hente ham, da også hans cykel er punkteret. Lidt senere fik jeg en sms om, at Preben er opsagt pr. 1 april med mindre, at han vil gå ned til 25 timer om ugen. Hvilket er rimelig utopisk i en småbørnsfamilie, der har planer om forøgelse. Jeg synes, at det er hårdt, især fordi han er den derinde, der har været der længst og er dygtig til sit arbejde. Men det tages der ikke hensyn til. Så nu er det spark i røven og så finde et job på den hårde måde.
Jeg mærker i disse dage en stærk vrede og den der følelse af, at verden er imod mig og jeg har en fornemmelse af, at jeg mangler mine lykkepiller i den forbindelse. Den der vrede er meget fremmed for mig og tristheden er voksende, så jeg glæder mig til d. 19, hvor jeg skal ud til psykiateren.
Jeg fik en tid til en scanning af tyktarmen i uge 7 og det er vist da bare noget, der skal overståes. Men så får man det afklaret, selvom jeg udemærket ved, at der muligvis ikke kan gøres noget, men der kan måske falde nogle gode råd.
Jeg oplever en stor frustration ift. Max i denne tid. Han er meget voksensøgende og har svært ved at lave noget selv og han er meget pyldret og skabet. Han vågner om aftenen omkring den tid, hvor vi skal i seng og så ender det tit med, at vi må tage ham med ind til os og sove. Han kan måske mærke især mit tungsind og manglende overskud, men jeg vil så gerne vende den igen og få roen tilbage, samt hjælpe Max til at kunne gå på opdagelse lidt selv. Så jeg må ind og finde noget læsestof og krydre hjernen med idéer.
Jeg kan mærke spiren af kampgejst indeni og den der med ikke at ville finde sig i, at det mørke skal tage over igen. Jeg ved jo hvordan det føles at være glad nu, det hjalp lykkepillerne til med og den følelse vil jeg aldrig gå glip af igen : )
4 kommentarer:
Ja, det er da en værre elendighed, bare kommunen ser velvilligt på din sag, det håber vi, øv med hensyn til Preben, er det hele iss han er fyret fra eller "bare" der hvor han er nu? Ja Max synes mor og far er bedst for tiden, det er en overgang som man hele tiden får at vide om ændringer i ens børns hverdag, men det er utroligt hårdt, at han ikke kan tulle lidt selv rundt, godt du fik tid til undersøgelsen, den skal bare overstås kan jeg jo sagtens sige. Kram fra Farmor og håb om lys forude for Jer alle 3, husk at nyde det næste weekend hvor vi skal forkæle ham.
Preben er opsagt med mindre han vil gå ned på 25 timer og der er sikkert ansættelsesstop i ISS, så derfor er det ud i kulden med dig. Men han er i gang med at søge. Skrev det meste af en ansøgning igår til et børnehus i køkkenet og hos Europæriske forsikring. Så det er jo spændende, men meget hårdt synes jeg og det tror jeg også Preben synes, for han var jo glad for selve Norden.
Vi skal jo ikke passe Bianca i aften, hun har 38,4 eller noget og vi har jo lige været syge, så det må være Connie der tager sig af det, så det ikke ender med flere sygedage til os 3.
Jeg kan godt forstå I ikke vil have hende derover, så kan I begynde forfra, jeg talte lige med Preben og han sagde det med at søge i børnehuset, jeg sagde at han også tidligere har snakket noget om pædagogmedhjælper, han er jo god til børn og har en god erfaring med Maxen. Knus Jette
Han vil vist helst lave mad til børnene, men jo lidt kontakttil dem får han jo også, så det lyder jo fint nok : )
Send en kommentar