Solen er så rød, mor

Der kan føjes flere associationer til dette billede som jeg fandt. Jeg synger tit Solen er så rød, mor for Max. Men lige nu hvor filmen pulserer i hjerne og krop, så er de røde skyer også meget sigende.

Status over dagen er, at det var en hård dag, hvor tålmodigheden blev testet, men jeg syns jeg forholdt mig rolig på nær det voldsomme billede herinde (Jeanette, det er slettet) Jeg er meget glad lige nu og føler at de sidste mange dage har været gode. Jeg har for første gang i lang tid oplevet livsglæden som en del af mig sådan som en permanent følelse. Den har jeg ledt vidt og bredt efter. Men nogle små fine piller fik den tilbage. Ikke den romantiske løsning, men sikkert den bedste.

Vi har set en meget tankevækkende film. Jeg elsker stadig New York, hader stadig Bush, så alt er ved det gamle på nær de tanker der er sat i roteringer som følge af et skræmmende lands gruefulde måde at behandle sine egne på.

Preben og jeg går tit ind til Max om aftenen og står bare og kigger på ham. Vi kysser ham også eller aer ham blidt. Selvom det er mørkt kommer der næsten altid lidt lys ind, så vi kan se det fredelige barn, der ligger og krammer sin dyne eller bamse. Jeg havde aldrig troet, at noget kunne påvirke mig som han kan. Min vrede - som ellers var godt gemt væk kan jeg nu udtrykke. Ikke overfor Max, men overfor de ting jeg ikke kan forstå ved ham. Min forståelse af hvordan jeg udtrykker mig, hvordan jeg virker på ham er jeg ved at være bevidst om. Min tålmodighed er meget større end jeg troede. Min rolle som mor gør mig stolt og glad. Jeg føler jeg gør det godt og at Preben og jeg virkelig klarer det godt.

Det er svært at være andet end super lykkelig her lige før sengetid....