Kære Dagbog

Jeg har brug for at skrive en lang smørre. Det er jo det man har en dagbog til.

Efter jeg tog den såkaldte saltvandsindsprøjtning visualiserede jeg livet, der flød ind i mine muskler og glæden, heldet og lykken også. Det fik mig faktisk i godt humør. Evnen til at se tingene med neutrale briller og ikke være så sorgmodigt og pessimistisk hjalp. Jeg tog den positive dragt på og så livet med lyse øjne. Jeg så Sommer og græd lidt af det uheld og modgang ud, vi før hen har oplevet i vores liv.

Jeg nåede nok frem til, at man skaber selv sin lykke - som jeg jo godt ved. Man skaber selv sine relationer og halvdelen af relationen har man ansvaret for. Den anden halvdel kan man ikke tvinge eller fremelske, hvis den anden ikke har viljen eller lysten. Det er smertefuldt når venskaber skal plejes så meget, at man føler man er den eneste, der har lysten til at få det til at gro. Jeg mødte desværre tit venskaber før hen, hvor jeg er den der endte med at kæmpe det . Jeg tror faktisk, at jeg har mistet meget af lysten til at gøre det store arbejde og så må tingene ske uden min indflydelse. Hvis det er meningen, så viser det sig nok.

Jeg har aldrig haft det nemt med mine venskaber. Først sloges jeg med min egen jalousi. Så var jeg nok lidt uheldig at finde venskaber, der bare ikke var ligeværdige eller hvor vi ikke ville det lige meget. Det har helt sikkert kostet mig troen på selve det at have en veninde. Jeg har tit tænkt om jeg ikke var værd at bruge tid på. Men nu hvor mit selvværd og kemien i min lille hjerne er nogenlunde stabilt, så kan jeg godt se, at jeg ER værd at bruge tid på. Hvis andre ikke kan se det, så er det jo synd for dem.

Jeg har nok haft brug for at vide med mig selv, at der en plan med mig her i verden. Jeg har lov til at være her og har lov til at være elsket og jeg har lov til at føle mig værdig til alt, hvad der kommer min vej. Det gør faktisk ondt inden i mig at skrive det her, for det er en kæmpe åbenbaring at nå frem til, at man KAN få hjælp til at føle livsglæden igen. For mig var det en masse professionel hjælp og en lille "vitamin"-kur, der hedder antidepressiva, som er lige så normalt som at spise jern, når man er gravid. Det er noget min krop ikke selv kan producere, derfor må man hjælpe den med det. Længere behøver den ikke at være. Så jeg vil ikke skamme mig mere over hvem jeg er og hvad jeg ikke kan. Det er slut med det og ved at jeg skriver det her og totalt blotter mig selv, så kan det da være, at jeg får en ordentlig closure for mange års indre lidelser, tårer og frustration.