...på tirsdag kl. 12.50. Svar på scanning...suk. Nej! Jeg glæder mig ikke spor og Preben tager for en gang sin skyld med. Jeg er blevet vant til at gå til de her ting selv. Jeg har udviklet et panser omkring alle de her ting jeg døjer med og når jeg så ringer hjem til Mor eller Preben, så får jeg det til at lyde bedre eller som om jeg er okay med det. Gad vide om jeg narrer mig selv eller skåner dem? Egentlig når jeg tænker over det, så er jeg vel et eller andet sted okay...har sluttet fred med den del af mig, som stadig fylder så meget af mit liv. Det er et konstant arbejde med sig selv og sin psyke og jeg bliver da bedre og bedre. Jeg har nok bare besluttet, at jeg ikke vil lade mig tryne og lade det ødelægge mig liv. Men livet går op og ned og hvis det ikke gjorde, så kunne ikke ikke blive minder om hvor godt vi har det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar