19. januar 2010

Nogle gange rammes der plet...

Det modsatte tilfælde kan være en kvinde, der er vokset op i et hjem, hvor det var velset at være artig og stille. Denne kvinde vil så som voksen ikke være særlig meget i kontakt med sin vilde og vrede side. Hun har måske gjort sig den erfaring, at hun kun får sine behov dækket når hun er ked af det, frem for når hun skælder ud. Denne kvinde vil eksempelvis ikke være god til at bruge sin vrede til at sætte en grænse med, når hun bliver krænket og hun vil sikkert også have svært ved at andre mennesker bliver højrøstet vrede, fordi hun ikke accepterer den side i sig selv.

Hvis vi derfor ubevidst undertrykker sider af os selv – sider, som ikke var accepterede af vores forældre – handler angsten for at blive afsløret i virkeligheden om noget andet: Nemlig at vi er bange for, at far og mor skal opdage, at den artige pige faktisk er stikhamrende tosset, og den seje dreng også engang imellem kan blive rigtig ked af det og få lyst til at græde.

Når du tør vise dig som den, du også er, så vil du af og til blive mødt og elsket af din omverden, og af og til vil den afvise dig. Du er, som du er, og du behøver ikke længere være bange for, at de skal opdage, at du ikke duer til noget, for du har allerede helt åbent vist, hvad du kan og ikke kan, og det er godt. Det handler om at turde tro på dig selv med alt hvad du er og at det du er og at du er elskværdig.
katrine Axholm skriver dette og det passer jo skræmmende godt på mig. Det er godt med en øjenåbner. Jeg fandt artiklen/indlægget hos Maminka .

9 kommentarer:

Lavendel sagde ...

Ja, det kan være hårdt arbejde at have gået i flinkeskolen, for det er ikke kun i hjemmet - også skolen opdyrker de flinke, dygtige OG stille piger!

Rikke Bruun Berthelsen sagde ...

Jeg har nu aldrig være særlig stille : ) men jo..helt klart den søde pige, der gør hvad mor syns er det bedste. Tosset : )

Kamilla sagde ...

Sikke nogle rammende ord og ja klart en øjenåbner. Jeg kommer også til at filosofere over hvor vores opdragelse af vores børn mon fører dem hen? Vil jo så gerne have at vores unger bliver stærke-seje-livskloge-struttende-af-selvværd-og-selvtillid og at de ved at de altid er elsket og elskværdige. Jeg gør hvad jeg kan og det er jeg sikker på at du og alle andre forældre også gør.
Ha´en god dag
knus
Kamilla

Rikke Bruun Berthelsen sagde ...

Kamilla: Ja, nemt er det ikke. Men hvis man viser dem, at de er elsket, så er man vist godt på vej. Der er mange ting i det, helt sikkert og så længe man reflekterer over sine handlinger og er åben for at udvikle sig som forældre, så tror jeg det lykkedes : )

Jeannette Mariae sagde ...

Flinkeskolen, den må vi da afskaffe. Vi kunne jo kalde den 'Finkeskolen' i stedet for (fnis...) ;-)

Æblekinder sagde ...

Kære Rikke

Dejligt at du tager dette emne op!

Nej det må være svært at have været opdraget med "ses og ikke høres"
men jeg giver artiklen ret i at når du tør vise dig som den du er og tør at tro på dig selv,
-vil din omverden vide og se at du er elskværdig og tro mod dig selv!

Svært og noget af en udfordring!

Da jeg var lærer, arbejdede jeg med børn som var blevet anbragt af forskellige årsager, et job jeg elskede, ville lyve hvis jeg ikke fortalte at det til tider var hårdt, man vil jo gerne hjælpe alle!
Unge mennesker der var blevet svigtet af voksne, som havde det svært på mange måder!

Og hvor bliver jeg glad, når de skriver at nu er de startet på den og den uddannelse, har fundet et sted at bo, en sød kæreste osv. er "mønsterbrydere". Desværre går det ikke godt med dem alle, men de små solstråle historier kan man da kun blive rigtig glad over!

Jeg har også arbejdet i den "almindelige" folkeskole,
har sjovt nok altid haft det godt med "bullerbasserne" og de lidt skæve unge!

Jeg har da også haft "mine" stille piger, og har da prøvet at provokere dem lidt - fortælle dem at det er ok, at vise/sige hvad man føler og mener, og holde fast i dette!

Nå håber denne "roman" overhovedet gir mening!

Kærligst Heidi

Henriette sagde ...

Pyhh Rikke..
Jeg føler mig ramt og bliver helt kvalm af at læse denne tekst. Det er mig i en nøddeskal, eller som jeg var helt præcist inden jeg blev syg og røg i terapi. I dag mærker jeg mere mig selv, men jeg kæmper stadig med en afgrundsdyb angst for at mærke kulden og afvisningen. Den jeg har erfaring med rammer mig, hvis jeg siger min mening..

Af samme grund har jeg en dum tendens til at overreagere NÅR jeg endelig er kommet tilpas langt ud og ikke længere kan holde mine følelser tilbage. En ond cirkel, for på den måde opnår jeg kun at folk NETOP tager afstand og ikke kan acceptere at jeg ytrer mig.

Åhh det er noget hø det der med flinkeskolen.

Mange knus til dig Rikke

Rikke Bruun Berthelsen sagde ...

JM: Ja finkeskolen - ud med den : ) men det sidder sku godt fast inden i een..ihvertfald i mig og jeg hader jo at blive glad og ikke skunne "styre" mig.
heidi: Ja, det giver mening og jeg har selv arbejdet med voksne mennesker med autisme og elskede det og som pædagog har jeg også været glad for de skæve eksistenser. Men jeg har virkelig svært ved især kvinder der har et voldsomt temperament de ik kan styre. Siden vi fik børn har jeg ændret mig meget mht. vrede og temperament. Kan ikke helt styre mig og får det luftet ind imellem og det er svært for mig. Jeg bliver flov og føler mig bestemt ikke elsket, men måske over tid er det bedre at få luft på den måde. Jeg må da sige at jeg græder mindre nu med 2 børn, så måske er det der med at luftet min indre tasmanske djævel og på den måde komme af med lidt damp ;)

Rikke Bruun Berthelsen sagde ...

Henriette: Fanme godt jeg ik er alene i den båd, for jeg er bare så flov. Jeg er typen der kan være til fest eller et andet sted med mange mennesker og hvis vi er blevet væk fra hinanden, så går jeg ikke hen til vedkommende, for de skal "opdage" mig først..sådan en slags test...føjha, hvor pinligt jeg skrev det her. Jeg kan heller ikke blive glad når Preben og jeg er på vej ind i et skænderi og vi skændes sjældent, men jeg kan faktisk heller ikke, når det er sådan rigtig på spidsen, for jeg begynder at græde. Min mor har altid dyrket afvisningen og ignoreret og været mobset og det er bare så unfair, men det er jo hvad jeg har set og oplevet altid. Straf og kulde på den måde. jeg elsker min mor og far. Jeg ved hvad de selv er kommet fra, så no hard feelings, men det ændrer ikke på, at der skal arbejdes inde i Rikke...

Kram til jer alle ; )