Endelig forår...

...gud hvor var det dejligt.

Jeg kan virkelig mærke, at jeg kommer til kræfter igen og jeg min energi er på vej op. I dag fik jeg snakkede med min leder og stedfortræder om mine tanker om mine paragrafdage og de bakkede mig helt op. Jeg ved ikke hvad jeg havde troede, men når man har det som jeg havde i søndags, så tror man ikke så meget andet end at alt er svært og alt er lort. Men jeg færdes i et arbejdsmiljø, hvor vi har det godt sammen og er glade for hinanden. De har været med fra jeg fik sclerosen og til nu og det er jeg virkelig glad for. Vær egoistisk! det er budskabet for mig.

I øvrigt hørte jeg et vældigt interessant interview med Emilie Van Hauen, her den anden dag i radioen. Hun har skrevet en bog om hvordan mennesker færdes i det sociale miljø for tiden. I 60'erne og 70'erne var man så social og det var så vigtigt at være del af et fællesskab, at man nogle gange blev for enhver pris, op igennem 80'erne og 90'erne var man sig selv nærmest, selvudvikling og navlepilleri var vigtigt. I dag er det en kombination af, at man har fundet sig selv og er del i noget der er større end en selv og melder sig ind i et fællesskab. Men det fællesskab kan være at støtte Obama, som er uforpligtende, hvis du bare donerer penge eller støtter ham, hvis du f.eks bor i Danmark og ikke kan stemme. Det er ikke forpligtende, men du hører alligevel til et sted. Vi vil opleve at verden bliver mere socialt og fællesskabsorienteret. Jeg blev meget glad for den udmelding og det syn på verden. For mit arbejde som pædagog viser da ind imellem, at man tit er sig selv nok og det er trist. Man lærer sig selv at kende i sociale fællesskaber. Jeg ville da ikke have været min tid som gymnast foruden. Vi havde det så dejligt sammen og jeg nød det virkelig. Længe leve den nye tid : )