Nødbremsen

Nogen gange er man bare nød til at ignorere, at verden giver modstand. Men lige fortiden er livet mega unfair og jeg må hive i min nødbremse, for ikke at gå helt ned på det. Preben har jo som skrevet fået det ultimatum 25 timer pr. 1 april eller smut. Han fik at vide, at han ikke var den eneste der skulle gå ned i tid, men det viser det sig så, at han er. En fiks måde at skaffe ham af vejen på, for hvem kan leve af 25 timer, når man har et barn og en husleje. Men hans chef har tydeligvis ikke helt forståelse for den slags, han har og skal aldrig have børn, Preben har arbejdet for Norden i omkring 4 år og uden en eneste klage. The gloves are off - og jeg ved godt at jeg ikke burde hælde vand ud af ørene her. Men helt ærligt. Jeg vil skide på om det er dumt. Der er ingen der skal trampe på dem jeg holder af. Men Preben er i gang med jobsøgningen og så må vi jo bare håbe på, at det giver pote. Han vil søge i et køkken i en daginstitution, pædagogmedhjælper, forsikring mm. Han er rimelig alsidig og kan stort set hvad han vil. Jeg sender et brændende ønske ud i verdensrummet om, at det hele skal gå godt. Det er mit højeste ønske : )