Med hårde odds...

Jeg har netop været hos psykolog og vi talte om tiden siden sidste besøg. Vi kom ind på, at jeg førhen har lidt af humørsvingninger og det kan være genetisk, da min bror også lider af dem. Der er jo nok tendens til psykisk sygdom i den milde ende i vores familie. Ikke at man skal bruge det som en sten at græde ved, men mere fordi det bare forklarer så mange ting.

Da jeg gik på højskole havde jeg det f.eks. svært. Var ikke rigtig mig selv, ikke rigtig glad. Jeg havde i virkeligheden svært ved at finde min plads mellem 179 andre elever. Derfor dalede mit humør og jeg havde hjemve, og havde også en kæreste derhjemme. De udfordringer rent fysisk og de nederlag der fulgte til tider var hårde at tackle. Mennesker, som jeg ikke ved hvor jeg har, der måske har meget markante holdninger, der er dominerende eller temperamentsfuld i ekstrem grad eller som jeg ikke helt er på bølgelængde med kan gøre sådan, så jeg bliver i vildt dårligt humør. Jeg er måske bare ikke tryg. Men jeg kæmper med det, for det er jo ikke andres skyld.

Jeg har med tiden lært, at styre mine humørsvingninger. Mest de negative. Når jeg brænder for noget, så eksploderer min energi og mit humør og jeg kører med 200 i timen og elsker hvert et minut. Man må jo vende den slags egenskaber inde i sit hoved og bruge dem. For guderne skal vide, at sådan er jeg af natur. At jeg så har fået sclerose, som trækker i den negative retning gør ikke oddsene bedre, men tilgengæld så får jeg masser af proffessionel hjælp nu og er på den måde en heldig kartoffel : )