Meltdown

Nu er der snart pakket færdig til 4 dages udrensning og forkælelse i jylland. Vi nød vores sidste aften sammen igår med filmen "Human Trafficking", som mildest talt var opslugende og meget tragisk, da den jo er autentisk - eller i hvert fald noget der sker hver dag og hvert år er der 800.000 mennesker, der sælges som slaver rundt om i verden. Det var en rigtig god film og da jeg har jo en indlevelsesevne der siger spar 2, så var det en vild film. Jeg har det så svært, når jeg oplever, at nogen bliver behandlet som dyr, eller dyr bliver behandlet som skidt.

Da så filmen var færdig kunne jeg slet ikke vende igen, jeg følte meget lidt for de mænd, der bruger kvinder på den måde og blev ved med at være ked af det. Til sidst græd jeg, fordi tanken om, at jeg skal undvære mine to mænd i 4 dage blev ubærelig. Der kom bare så mange tanker om den måde verden ar skruet sammen på, hvad penge og magt kan ødelægge og hvor uværdigt nogle mennesker lever. Mange ting på det høje plan og også på Rikke-plan.

Min tur hos psykologen satte jo nok også følelserne i gang. Min psykolog sagde, at det var jo meget meget lidt antidepressiva jeg får og det er utrolig at den smule kan have sådan en effekt, så derfor må det jo være et stof jeg ikke selv kan producerer mener hun. Jeg har dermed manglet det stof i hjernen i mange år og lidt af kronisk overskyethed.

Vi talte om min ungdom og jeg fremhævede mine svære episoder til fester hvor jeg altid græd, min tid på Ollerup, hvor jeg bare ikke var mig selv og var en skygge af den glade pige jeg inderst inde var, mine første år herovre, hvor jeg var eneromt ensom mm. Jeg har søgt og søgt i mange år efter glæden ideni og den der nøgle, der så viser sig at være noget min hjerne mangler. Max har også sat gang i mange processer med psykosen, der skuppede tingene op til overfladen. Så jo - jeg har jo ikke været i tvivl om, at tingene sker af en grund og det er trøsten for mig. Men det gør mig da enormt ked af det og også lettet over de ting jeg finder ud af hen af vejen.

Det der med at være en skrøbelig person på nogle planer er jo bare blevet en del af mig, men hvis man ikke finder en anden side af sig selv, så bliver man til den skrøbelige person og ikke ret meget andet og det kæmper jeg meget med. For jeg er meget mere end den syge Rikke. Jeg må jo bare sige, at jeg er nået dertil, at jeg tænker "Hurra" for lykkepiller og hvis det er dem der er nøglen til min indre kerne og min indre glæde - so be it. Så spiser jeg dem sku gerne til mine dages ende : )