Den sidste brik

Da jeg kørte hjem fra arbejde her til aften, så blev jeg pludselig meget filosofisk. Og her hersker ingen jantelov, det er så sjældent man roser sig selv og det skal der sku være plads til her i mit lille univers. I rigtig mange år er jeg gået fra, at jeg i mine egne øjne har været et offer, har haft vilde tudeture, haft svært ved visse sociale arangementer, være usikker på mig selv, haft lavt selvværd, hadet sider af mig selv og min krop osv. - for listen var lang. Men efter en del års søgen, arbejde med personlig udvikling hos terapeut og psykolog, læsning af mange gode bøger om personlig og spirituel udvikling har jeg endelig fundet brikken. En dag fik jeg den åbenbaring, at tænk hvis jeg bare ikke sådan kunne blive lykkelig og finde livsglæden. Det slog mig, at måske var det noget kemisk - noget der havde med balancen i min hjerne og krop at gøre. Så er det jo svært finde nøglen, hvis man ikke kan. Faktisk ringede jeg selv til lægen og fremlagde mit synspunkt og hun var helt enig i, at jeg måske i flere år har lidt af en mild depression. Det kunne være sclerosen, slaget der følger med at få sådan en diagnose og mange andre personlige problemer, der kunne have udløst den, så det var ikke underligt, at jeg havde fået en depression oveni i alt det. Vi aftalte, at jeg skulle prøve at få antidepressiva i 3 måneder og så se om det hjalp. Det hjalp fra dag 1. Jeg vidste godt, at de ville virke hurtigt, men jeg havde ikke regnet med så kontant afregning. Siden den dag, har de bare virket godt på mig uden bivirkninger. Med lidt justeringer, så er jeg på den mængde, som jeg har det bedst med. Det har faktisk virket. som om jeg fik livsglæden foræret og alle de års arbejde med mig selv indhenter mig nu og giver mig valuta for alle pengene. Jeg er bare så glad hver dag og jeg ved at det ikke er pillerne, der skal have hele æren. Men de var bare den sidste brik