Mit hjerte græder...

..efter gensynet med lille Jørn. Især nu hvor vi har fået Max. I sommer midt i min psykose, kan jeg huske at mellem tågerne tænkte jeg meget på, om Max nu fik den omsorg og opmærksomhed. Preben siger heldigvis, at jeg var meget omkring Max og gjorde alt hvad jeg kunne, for at han skulle have det godt. Jeg tror egentlig, jeg tænkte mange mærkelige ting og var måske ked af det ind imellem, når jeg sad med ham, fordi jeg var så bange for at miste ham, at jeg ikke måtte amme ham og fordi at jeg hele tiden var så usikker, når andre stod ved siden af mig. Jeg ville nemlig gerne gøre alle tilpasse i overdrevet stil, som alt hvad jeg gjorde og tænkte var.Men heldigvis var netværket der og jeg er meget stolt over, at være den mor jeg er og det betyder meget for mig.