Jeg tænker tit på hvor heldig jeg er. Jeg mener med Preben. Der er så mange der ikke synes der mænd giver en hånd med, når de får børn. Preben er fantastisk og vil det bare. Han tager en stort ansvar og tager tingene af sig selv. Det har været dejligt at blive forældre sammen med Preben. Vi kæmper kampen sammen og arbejder ud fra nogle fælles tanker omkring vores barn.
Men vi er jo også meget mere end forældre. Vi nyder at sidde sammen om aftenen og se en film eller hvad vi nu laver. I perioder spiller vi spil enten på Xboxen, hvor vi opmuntrer hinanden eller også rafler vi eller hvad der lige er spændende.
Han har altid givet mig plads til at udvikle mig og frihed til at dyrke mine interesser eller hvad det måtte være.
Men i sommers blev jeg endnu mere klar over hvor stærk Preben er og hvor meget han elsker mig. Jeg har nok altid følt mig behandlet som en gudinde af ham. Men at man kan passe et spædbarn uden at vide helt hvordan, at passe sin psykotiske kone, der hele tiden græd, var mistroisk, fortalte hemmeligheder, der måske burde forblive hemmelige, der hele tiden skiftede stemningsleje...ja det må man sku tage hatten af for. Jeg er virkelig stolt af ham. Jeg ved han hader at tale om det og det er forståeligt. For mig var det jo bare en film, men for ham var det sidestillet med at miste sin far siger han. Han var bange og frustreret over hvor lang tid det ville vare og om han nu kunne klare det hele. Jeg har svært ved at forstå helt hvad han gik igennem. Men jeg føler vi er blevet en meget stærk lille familie og det er altid noget at man også får noget med ud på den anden side.
Vi boede også hos mine forældre, så vi var ikke en gang hjemme i vante omgivelser og han må have savnet sine familie og venner at snakke med. Men vi fik den bedste hjælp af mine forældre, da de begge går hjemme. Min mor var super til at hjælpe og tog tit Max om natten.
Ja, der er meget at være taknemmelig for i mit liv synes jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar