Så går det lige pludselig bare så hurtigt....

...efter 2 års bekymring og frustration til tider, så siger det pliiing og så har man et fleksjob. I dag holdt vi møde med 2 fra Gladsaxe kommune, een fra Ballerups Løn og Personaleafdeling, fælles tillidskvinden, min nærmeste leder og fælles BFO lederen. Så altså et bord fuld af mennesker der skulle gøre det bedst muligt for mig go det var dejligt. Hendes fra Ballerup kommune var med lige da jeg fik diagnosen ogsagde, at hun faktisk tit havde tænkt på mig siden, da hendes kollega lider af det samme som mig. Hun huskede mig som stædig, at jeg ikke skulle søge fleksjob eller noget, for jeg var sku ikke syg. Jeg er stadig emsig og stædig. Det lønner sig kan jeg nu se. For man skal være kvik og ihærdig i sådan en proces, det har jeg lært. Stadigvæk rummer jeg meget af den der stædighed, hvor jeg ignorerer min sygdom i det omfang jeg kan, har ikke brug for at tale om det hele tiden i de gode perioder. Jeg har brug for at være stolt, det er det jeg skal...stolt og positiv omkring min arbejde og min familie. Det er jeg sikker på, at jeg får overskud til nu.