3. april 2010

Det er svært at være mor...

...nogle gange sværere end jeg troede. Men mest på det følelsesmæssige og der hvor jeg har svært ved at være pædagogisk og styre mit boblende indre overfor en på snart 3. Preben og jeg har indset, at valget med at flytte hjem til mine forældre i Jylland en måned, da jeg var psykotisk og Max var 3 uger gammel, nok har haft sine konsekvenser. De er måske lidt svære at gennemskue og få øje på. Men Max har altid være utryg og måske ligefrem overstimuleret, når vi er flere voksne omkring ham.
Jeg ved ikke helt hvad der ligger i det, men han har ihvertfald haft et par lidt hårde dage med sit humør, her mens mine forældre har været på besøg. Han bliver tit tvær og ked af det også.
Siden han var helt lille har fremmede steder (især) med mange mennesker været svært. Han trives bedst med 1-2 voksne og det behøver ikke være os, for han er nu åben nok og glad for de fleste. Det er hårdt, når han er i det der trodsige, frække og moody hjørne, det tærer på mig, fordi jeg har så svært ved at tackle ham.

Ud over det, så har Mathias' komme gjort, at jeg glider længere og længere væk, fordi jeg naturligt nok er tættest på Mathias, da jeg jo går hjemme med ham og Max har altid haft Farmand som favorit og det er meget forstærket nu, hvor jeg måske ikke har overskuddet til at kæmpe for det. Vores morgener er jo gode og fungerer selvom jeg er herhjemme med begge børn, men der er stadig 2 børn der skal have opmærksomheden. det har nu været hyggeligt, rolig og nogle dejlige timer.

 Vi prøver på at bytte lidt om aftenen med bad og putning og skal gøre det endnu mere. Der er også bare noget dybere forbundet med det, jeg mærker virkelig en sorg og tristhed, når jeg bliver valgt fra, for det er noget der ligger så dybt i mig og det sker hele tiden, at Max vælger Preben...selvom jeg tilbyder min hjælp, leg og anden selskab. Jeg har heller ikke lyst til at være som Preben er, når de er sammen..For jeg er jo mig, er moren og hvad jeg ellers står for og det burde være okay. Jeg har så mange tanker omkring det og vil så nødig være den barnlige Mor, der skal tages hensyn til.
Vil bare gerne være en god Mor...
Har du nogle gode erfaringer med een på snart 3?
 Med hvordan man bedst klarer konflikter og hvordan man er tilstrækkelig?

3 kommentarer:

Kragen sagde ...

Puh ha, det lyder hårdt.
Jeg har jo ikke selv en 3-årig, men én ting ved jeg: når det kommer til børn gælder det om at være sig selv. Gør tingene på din måde og vær ærlig og konsekvent. Og sørg for at støtte hinanden (mor&far).
Hvis konflikter er ved at nå derhen hvor du har mest lyst til at hoppe i havnen (eller smide sønnike deri ;o)) så tag en pause fra konflikten.
"Jeg går lige ud i køkkenet for jeg er rigtig gal/sur/ked af det lige nu, jeg kommer tilbage om et øjeblik, du skal blive her" og så koldt vand i hovedet og på den igen.
Og husk at han må gerne mærke/se hvad du føler.

Håber det bliver bedre for jer;o)

Camilla Wedel Sivertsen sagde ...

Hej Rikke

Åhh jeg ved hvordan du føler. Ida (min den store på 4 år) kan også have de perioder hvor enten mor eller far er at foretrække. Det er sårende, men jeg tror jeg har valgt at se det positive i det og nyde at jeg ikke bliver rykket i konstant af to børn. Og så varmer det også mit hjerte at se farmand have et særligt forhold til sine piger!
Min mand udfylder en rolle som jeg slet ikke kan matche og jeg vil heller ikke prøve for som du siger er vi mødre og vi udfylder en anden rolle.
Men du har en lidt barsk historie med dig (kender den ikke, men kan ligesom læse i har haft en hård start som forældre!)
Jeg tror "bare" du skal støtte Max i sit gode forhold til sin far og prøve at overlade lillebror noget mere til Preben også, så du kan få noget kvalitetstid sammen med Max. Måske i snart skal lave en mor/søn dag? Om ikke andet så synes jeg altid en mor får et særligt forhold til sine drengebørn når de bliver ældre! Så har du noget at se frem til (:

Knus og god påske herfra Camilla

Unknown sagde ...

Gry: Vi støtter heldigvis hinanden og jeg kan godt se, at det jo er dejligt at de har det så godt sammen, da jeg oplever mange fædre lade moderen om det hele - sådan er det absolut ikke her. Det er jo nok vært lige når afvisningen står på og jeg reagerer voldsomt..som i dag da jeg virkelig bare gav los og græd en halv time..mens jeg gik og ryddede op. jeg var knust. Men det er med at tænke, at dette ender også og bliver bedre. Som med mange andre situationer og problematikker. Jeg har erkendt at jeg er et skrøbeligt menneske og et grændende menneske og det har Max altid set. Sådan er jeg ; )

Camilla: Du har helt ret og jeg ved det jo godt med min sunde fornuft, men den rykket der gevaldigt i og jeg bliver forvanlet til en knap så rationel udgave og har skide ondt af mig selv. For afvisning ligger så dybt i mig og jeg hader det fra alle mennesker. Men må jo nok indse, at børnene ikke altid kan elske os åbenlyst og at vi ikke altid kan være populære og det er da svært med nogen man elsker så højt. Det er vist bare hårdt arbejde at være forældre og du har ret vores rejse hertil var lidt broget. Kort fortalt, så fik jeg sclerose for 6 år siden, havde en hård graviditet, var deprimeret og fik så et barg af en polymorf psykose i forbindelse med Max's fødsel (3 uger efter)6 mdr. efter kom jeg i behandling for en mild depression som nok har været der i mange år uden at jeg har tænkt på det. Har bare troet jeg var underlig og havde lavt selvværd. så det er kort fortalt mit møde med "parenthood". Så mit liv indeholder mange tanker og forbehold synes jeg, for at undgå mere skade og på trods har vi fået Mathias og det gik rigtig godt. Men det har også nogle konsekvenser for mit virke som Mor tror jeg, det er klart ; )

Tak begge for jeres "delsomhed", det varmer og hjælper meget..
Kram