13. november 2009

Mit kæreste eje...

Mathias der sådan ca. er 2½ uge nu og er en sød og dejlig dreng. Vi arbejder stadig på at lære ham at kende. Lige nu er han bare en nem og nuttet baby.
Max bliver i dag 2½ år og ham kender vi særdeles godt. Han er en dejlig dreng, hans sprog er virkelig veludviklet og han taler meget korrekt (guderne må vide hvorfor), han er meget nysgerrig, har absolut ingen tålmodighed og så er det op på tæer og så tripper han baglæns mens han udbryder....jeg kan ik!!!, han er meget vild med alt der kan piske, bore, lyse, sige noget og kan få lang tid til at gå med disse småsysler, han er utrolig glad for mad og meget glad for at være med i køkkenet og han får lov til at røre, skære mv., han er meget kærlig overfor familie og venner, han kysser og krammer meget. Den her lille engel gør os SÅ stolte og tanken om, at han er resultatet af vores kærlighed er jo nok til, at man får sommerfugle i maven.
Jeg håber, at de 2 drenge her får meget glæde af hinanden og at vi som familie snart finder ind i en rytme, der er god og rolig. Sådan har det nemlig været indtil nu og jeg ved, at stress ikke er godt for min måde at agere på og for min sygdom.
På onsdag starter Preben på arbejde og jeg er nervøs over at skulle få Max afsted om morgenen, når jeg også skal have Mathias klar. Det er sådan noget der kan vokse lidt, som det gjorde her inden fødslen, hvor jeg også bare var vildt nervøs over det hele. Det skal med sikkerhed nok gå fint, men jeg er nok bange for, at blive stresset over ikke at kunne 2 ting på en gang og at jeg så bryder ud i gråd, som jeg tit gør, når det er for meget eller bliver gal og koger over i de 5 sec. det nu tager. Jeg krydser mine fingre og prøver på at trække vejret og huske på, at jeg godt kan.
Det er når jeg går rundt med disse bekymringer, at jeg sådan håber, at jeg får bevilget et flexjob ude hvor jeg arbejder nu. For jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal leve et liv i min scleroses "ånd", være et lykkeligt menneske uden stress og sygdom og så arbejde på fuldtid i bh.kl. Hvor jeg ved der er en del stressede perioder. Jeg sender dette enorme ønske afsted og håber på det bedste.
Igen her til aften begynde rjeg ar fryse og få ondt i hele kroppen og er ved at være træt af, at jeg konstant har ondt enten det ene eller det andet sted. Min krop har med sikkerhed lidt overlast og det er sikkert det jeg mærker. Men gad vide om 1½ uge ikke er nok....Det må gerne stoppe nu, for jeg er så skidt hver eftermiddag og aften.



3 kommentarer:

Henriette sagde ...

Kære Rikke. Dine to drenge er guldklumperne i jeres tilværelse. Jeg ved hvad du taler om, når du fortæller om bekymringen for den nye tid der kommer. Også om det med at skulle to tin på en gang, og så flippe når det er svært. Måske det bliver sådan lige i begyndelsen, men jeg VED at det nok skal blive noget du mestrer og sidenhen bare klarer. Du er stærkere allerede og ellers skriver du bare til mig, og læsser af. Det må du gerne ;))

Mange knus og sov nu rigtig godt søde pige.
Henriette

Jeannette Mariae sagde ...

Hvor er de bare dejlige, dine to drenge.

Knus ;-)

Rikke Bruun Berthelsen sagde ...

Henriette: Ja, det er da helt sikkert noget - som med alt andet jeg foretager mig - der med tiden bliver noget man bare gør og hvor det ikke er noget man tænker videre over. Jeg er bare en langsom learner, det skal prøves maneg gange før jeg føler mig helt tryk og vi er jo næsten altid to om det og da havde vi jo bare Max. Jeg skal nok skrive og i lige måde ; )
Kram til dig

JM: Ja, det er de. Alle 3 faktisk : )
Knus