Eftertanke

Sundhedsplejersken er lige gået og jeg er endnu engang blevet klogere på mig selv og på min rolle som mor. Især overfor Max. Mange af de ting vi snakkede om er så indgroet hos mig, men erkendelsen af, at jeg kan gøre nogen ting bedre er der helt sikkert. Det alene er drivkraft nok til at prøve at træde tilbage og se lidt nærmere på mig selv.
Jeg trænger helt klart til at blive mere anerkendende og ikke sige... Nåå op igen, det går væk om lidt....så slemt var det vel heller ikke....du er da godt nok vred i dag, hvordan kan det være?.....du må ikke slå, så bliver jeg altså vred på dig.....nu går vi op og finder på noget at lege, så går det nok væk igen. Han skal ikke påduttes følelser, men hjælpes til at blive glad igen. Han skal have nogle andre muligheder i stedet for et nej og det er alt sammen noget jeg udemærket ved og kan se fungerer. Det kan jo alt sammen sagtens ændres til noget mere anerkendende - noget han vokser af i stedet. Vores dreng er nu sund og glad, men jeg ved da om nogen, hvor vigtigt et selvværd er og hvis der bare skal små bitte ændringer til, så er det noget jeg vil sætte højt.
Jeg kan jo godt lide at udvikle mig og nu skal jeg tage mig selv lidt i kraven mht. til min måde at møde min store søn på og den lille for den sags skyld : ) Nå, sikke en smøre. Jeg så vist bare lige lyset. Vi er jo bare mennesker, men derfor må man da gerne komme videre og blive bedre til at være menneske ; )