4. oktober 2009

Hjemme igen...

...efter en kort weekend i Jylland. Vi har været hjemme hos mine forældre det meste af tiden kun med et visit hos min Moster Lene, som jeg VIL besøge hver gang vi er der, da hun har en tumor i hjernen og de har været så søde ved mig, da jeg var syg. Så jeg gør det dels som gengæld, dels fordi jeg nyder selskabet og dels fordi hun er et menneske, der har betydet meget i min barndom og i mit liv.
Vejret derovre var helt vildt og voldsomt. Især oppe ovenpå hvor vi sov alle mand, der ruskede det en del. Jeg har haft det ubehageligt de sidste par dage pga. anderledes og federe mad og mangel på plads. Så kvalme hver aften og en ubeskrivelig træthed pga. den efterhånden natlige mangel på søvn. Jeg sover dårligt - især når så Max også er vågen, så tager det gerne en time eller to at falde hen igen. Så på mange måder er jeg ret så klar til at føde.
Noget jeg godt kan få tudeture over ind imellem. Hvordan skal jeg dog klare et barn mere? Hvordan kommer fødslen til at gå? Kvaler over mit bækken. Dog glæder jeg mig også til det lille nye barn og føler mig sådan lidt i neutral zone, fordi jeg egentlig ikke gør mig ret mange forestillinger denne gang. Mest ift. Max - for han er her og ham kan jeg forholde mig til, men den lille nye...det bliver bare noget helt andet og jeg må bare blive overrasket tror jeg. For jeg føler egentlig ikke så meget sådan som grundfølelse. Vildt underligt faktisk ; )
Det er vildt dejligt at være hjemme...trygt og godt og jeg glæder mig over, at der nok stadig er nogle uger før lillebror kommer. Der er stadig tid til at nyde den familiestruktur, vi har for tiden og den ro vi trods alt har omkring os. Mit ønske er, at vi får en lille sød dreng, der bare falder ind i det vi har på bedste vis og en dreng der er nem. Det er store ønsker, men også hvad man selv gør tingene til. Sød ..det bliver han og nem..jo mon ik. Max har været nem på sin vis, men har også haft perioder, hvor det har været svært for os. Sådan er alle børn vel og vi tager ham lillebror præcis som han er : )

2 kommentarer:

Henriette sagde ...

Jeg husker at jeg blev voldsomt overrasket over Rasmus da han kom til. Josefine var bestemt ikke en nem baby og faktisk ville jeg slet ikke have to stks, jeg orkede ikke turen een gang mere, men da både eks'en og jeg er enebørn, syntes jeg det ville være ekstremt synd for hende at hun også skulle være enebarn. Hun har jo hverken kusiner,fætre, tanter, onkler eller noget som helst, så en søsken måtte der til.
Da så Rasmus endelig var der, ku jeg slet ikke fatte at babyer ku være så lette at have med at gøre.

Han var en sovetryne, trods de daglige behandlinger fra fyssen, han var glad og græd sjældent. Jeg ved at det bestemt også har noget at gøre med dem ro man selv har indeni, fordi man har prøvet hele turen før. Jeg var ikke nervøs ved noget, vidste hvordan jeg skulle håndtere sådan en lille størrelse, og det er bestemt noget den lille kan mærke.

Så glæd dig, om ikke andet så fordi du nu er rutineret mor. Når først baby er der, så falder du hurtigt ind i rytmen igen.

Jeg glæder mig meget til at "se" hvad det bliver for en lille størrelse, og også til at høre hvordan det er gået.
Jeg ønsker dig og jer ihvertfald alt vel og at du ikke oplever den samme tur som sidst.

Mange Mandagsknus Henriette :-)

Rikke Bruun Berthelsen sagde ...

Henriette: Tak fordi du deler dine gode erfaringer. Max har jo også mht. min psykose og hans sjove søvnrytmer været en mundfuld på sin måde. Men gud hvor det også er dejligt og udviklende og som du skriver, så er jeg også ret sikker på, at nummer 2 bliver nemmere, da man kender det hele. Vi får endnu en dreng, der på nogle områder gør det meget nemmere at forholde sig til, for vi kender en drengs adfærd, har tøjet klar og rent praktisk er det nemt. Jeg tror på, at det nok skal blive en nemmere opgave. Det er nok mere den periode jeg havde psykosen...altså fra 3 uger til et par måneder, hvor jeg ikke helt var til stedet hele tiden og det er nok den tid jeg føler mig lidt grøn i. Preben er nok den mest erfarne her sådan set i nærværende stunder med Max. Men jo, det er sku bare spændende. Virkelig spændende på alle måder. Især fordi vi har een dreng og hvordan bliver den næste så? : )

Mandagsknus tilbage til dig