13. juli 2009

Om at leve i nuet...


...når man har et barn på 2 bliver det med at leve i nuet nemlig nemmere. I dag da jeg hentede Max, så hvæsede han som en gal kat af sin asmatiske bronkitis, som vi ser ganske sjældent, men når han får tænder så kommer den anstigende igen. Så tænder, hvæsen, 1 times søvn og en meget pyldret dreng fik mig straks til at leve i nuet og tage mig af ham uden at tænke på noget andet. Vi gik hjem og han fik lidt panodil, nogle hvæs i hans maske og så lidt zoneterapi. Vi satte os og så Kaj & Andrea og han faldt hen i mine arme efter kampen om at skulle gå hjem fra vuggestuen, som endte med at jeg bar han - selvom jeg ikke bør og kampen om den skide maske, som naturligvis endte i gråd. Nu er preben kommet hjem og de får sig en flødebolle i køkkenet. Amalie kommer kl. 17.30 og der skal de nok få det hyggeligt de to. Vi skal så i biffen og se Public Enemies og drage os ind i nuet sammen - Preben og jeg : )

4 kommentarer:

Losarinas mor sagde ...

Stakkels lille fyr...

Jeannette Mariae sagde ...

Godt at han har det bedre nu. Og du har virkelig ret, når du taler om, at børn bringer os ind i nuet. Det er Anton et levende bevis på.

God biftur.

Knus fra engen og hils Preben ;-)

Rikke Bruun Berthelsen sagde ...

ja, man mærker det tydeligt på ham, at der ikke skal meget til og så skal det hele også lige ramme ham på en gang. Men nu er han i "bad og kopper", dog under lidt klagen, men mon ikke han kan nyde det bare lidt.

Rikke Bruun Berthelsen sagde ...

Ja, bare det at man kan sidde og stirre på de små væsner, det kan jeg stadig gøre i lang tid. Hans duft oven på hovedet giver mig den roligste fornemmelse i kroppen. Skønt : )