27. april 2008

Den gode historie...


...er noget jeg har tænkt meget over, siden vi hørte Inge Schou Larsen fortælle om den anerkendende pædagogik. Jeg har både tænkt meget over det, når jeg skal fortælle noget om et barn på arbejde eller snakke med børnene. Den gode historie kan faktisk ændre et barns liv, hvor imod en dårlig kan hænge ved for altid.
I mit eget liv har jeg oplevet, at der er blevet fokuseret på det dårlige og det er faktisk ikke så rart. For det er jo det billede man så får af en person eller en konflikt, hvis det er den eneste version man får fortalt.
Nu prøver jeg hårdt på, at tænke så positivt som muligt og ikke lukke flere mennesker ind i mit liv, end jeg kan overkomme den positivisme. For det er jo sammen med mennesker man udvikler mange nuancer af sig selv og i samspillet man lever. Jo flere mennesker jeg skal forholde mig til, jo sværere bliver det. Jeg har aldrig haft det nemt med at have veninder. Jeg var måske for egoistisk eller for besidderisk - men det er efterhånden forsvundet i takt med, at jeg holder mere og mere af mig selv. Men den gamle forestilling om, at jeg ikke helt magter at være en god veninde hænger nok ved.
Nu hvor vi har Max og tiden meget handler om ham, Preben og mit arbejde, så er der ikke så meget overskud til andet. Så det er ikke et savn på den måde. Jeg er blevet såret nogle gange og der er ikke mange veninder tilbage. Men dem jeg så har, holder jeg enormt meget af og de gør mig glad og lykkelig. Så der er nok en grund til at tingene sker som de gør. Det gør ondt, men efter er der nye veje, der skal efterforskes. Sådan tror jeg det hænger sammen. Man lukker en dør og måske åbner man en anden og bedre dør. Hvem ved... sådan er det vist også med venskaber ; )

3 kommentarer:

Toni sagde ...

Du bringer meget væsentlige emner på banen, Rikke. Først en kommentar til den gode historie - metoden kan med fordel også anvendes på voksne. Det kræver egentlig ikke så meget af os hver især - måske bare først og fremmest at blive opmærksom på at tale ordentligt til hinanden, især hvis nogen har begået en fejl; det er jo de færreste, der gør det med vilje.

Mange elsker at kritisere andre - hvad mon der blev af at feje for egen dør først? Tænker jeg tit på, inden jeg selv brokker mig over eller til nogen... (kan altid blive bedre til det!)

Overskud til veninder efter barn. Står i samme situation som dig. Har haft rigtig mange veninder igennem årene, meget intense og skønne venskaber. Men måske også noget drænende, da jeg har en tendens til at coache også privat - det er ikke altid praktisk i et venskab; når man har behandlet et problem, bliver man fremover mere opfattet som behandler end som veninde. Lidt kedeligt.

Jeg begræder ikke venskaber, der ender (mere!) - vi er alle på en lang og spændende rejse, og hvis vi er åbne nok, kan vi møde alverdens interessante mennesker derude. Jeg suger bare til mig! :-)

Men det handler selvfølgelig også om at have overskud - jeg prioriterer helt klart også som du; barn, mand, arbejde. Og så er der meget mere fokus på kvalitet fremfor kvantitet, når jeg ser en veninde. Ikke så megen tom snak, men fordybelse i det, der virkelig batter.

Rigtig gode emner - du får mig til at tænke, måske skriver jeg mere på min egen blog... Tak :-)

Rikke Bruun Berthelsen sagde ...

Ja, det er altid rart at bliver mindet om noget, der sætter processer i gang også selvom man egentlig godt ved det.
Man bliver ikke større af at gør andre mindre ; )

Jeannette Mariae sagde ...

Godt indlæg - Rikke ;-)