Endelig kan jeg give lyd fra mig. Vores internet strejker, så igår aftes blev det ikke og lige nu nasser jeg vist på en eller andens trådløse netværk. Men skrives det skal der altså : )
Mandag aften lige efter maden fik jeg noget der mindede meget om de første veer. En mild udgave, der blev lidt værre omkring midnat og torsdag morgen omkring kl. 7 kørte vi til Herlev Hospital.
Jeg var kun åbnet 4 cm., men da det gik så stærkt med at udvide sig sidst, blev vi jo bare deroppe og fik en fødestue. Det gik rimelig stærkt med at udvide sig det sidste og omkring kl. 11.15 kom de rigtige presseveer. Det var hårdt og virkelig ikke noget jeg vil savne. Jeg græd meget og kæmpede med vejrtrækningen. Til sidst foreslog jordmoderen og den jordmoderstuderende, der stod for fødslen, at jeg skulle op på hug og have armene rundt om Preben og Jordmoderen. 2 presseveer og så var han ude. Det var til gengæld dejligt og jeg satte mig straks ned og tog imod ham. Hans navlestrng var ret kort, så det var lidt svært. Følelsen af den varme baby på maven kan intet slå.
Desværre fandt Jordmoderen hurtigt ud af, at en læge skulle til, da min lukkemuskel var ødelagt og skulle syes. Hvilket normalt foregår i fuld narkose. Men den garvede læge, der kom til mente, at det kunne vi sagtens ordne med lokalbedøvelse. Så gik Jordmoderen med det samme i gang med at instruere mig i vejrtrækningen endnu en gang og så vidste jeg jo godt, at det der ville ikke være så behageligt. Det gjorde nu ikke specielt ondt, men var rigtig ubehagelig faktisk med klemmer, riven og hiven i den region. man har mest lyst til at samle benene. Men syet blev jeg da og det tog lang tid, hvor man bare ligger og vil nyde situationen.
Derefter fik vi lidt mad og kiggede på den lille nisse, der lå der så sødt. Efter et par timer kom vi op på stuen og vi nød det virkelig denne gang. Vi sov lidt og kiggede lidt mere. Tirsdag aften kom vores underbo med børn, min moster og onkel og farmor, faster og Bianca på besøg i 45 min., så det var lige til at overse. Natten gik okay, vi fandt ud af, at han havde det bedst godt svøbt ind og helt krummet sammen. Hele onsdag var rolig og virkelig noget vi kunne nyde denne gang. Mine forældre kom lige forbi omkring middagstid og så ham og skulle så hjem og hente Max i vuggestuen. Om aftenen kom der igen et par venner der lige har fået en datter for 2½ uge siden, min kusine og hendes datter og farmor og Flemming.
Derhjemme havde Max det som blommen i et æg med først farmor og Flemming og så med mine forældre. Han havde været super sød og en fornøjelse at være sammen med.
Igår kom begge sæt Bedster og Max så op og hentede os. Man var meget nysgerrig og kærlig overfor lillebror, som skal hedde MATHIAS. Der blev kysset og krammet. Det var dejligt at se. Vi tog alle herhjem og fik en is og så kørte de alle og vi var alene. Max var meget glad og spørgende hele tiden. Lidt mere højrystet, men ellers helt som han plejer egentlig. Preben og jeg var begge lidt trykkede ved det hele. Mig med bekymringer omkring at skulle på wc og hvordan vi skal klare 2 børn og alt det man igen skal igennem med Mathias, som er vel overstået med Max. Preben lidt det samme. Man har jo en ganske specielt forhold til Max nu og kender ham og vi ved jo begge, at det er tiden der skal løse det.
Her til morgen har Max været sød og igen kærlig overfor Mathias, men lidt mere pyldret og har været mere trodsig, ville ikke i vuggestue og det er jo nok bare en reaktion og noget han skal vænne sig til. Vi er jo normalt heller ikke begge hjemme og det kan også gøre, at han synes det er svært. Jeg håber bare, vi kan gøre sådan så han ikke få det for svært. Nu er han lidt i vuggestuen og så sker der noget andet og det er helt fint. Herhjemme skal vi finde hinanden alle 3 og det er godt at have tid og ro til det.
Jeg har besluttet, at være positiv omkring det hele. Tage tingene som de kommer, være sød og kærlig overfor alle mine drenge og håber på, at Max stadig mærker vores kærlighed og kan finde glæde ved at hjælpe os med Mathias. Jeg ber til, at Max er okay....