1. februar 2013

Dagens opgave: Skriv om et enme i 15 min.


Fusion

For tiden hører man en del til fusioner og desværre handler en fusion tit om besparelse...eller det gør det måske hver gang, for hvorfor skulle man ellers "ødelægge" noget som fungerer og smelte det sammen med noget andet der fungerer. Det giver jo faktisk ingen mening.

Sådan en manøvre er vi i gang med på min arbejdsplads. Vi skal lægge to afdelinger under den samme BFO sammen og hver for sig har vi fungeret ret godt, men pga. besparelser skal denne fusion sættes i værk. 
Og fra at være dybt frustrerede - især dem der skal komme tættere på skolen og ind i nye lokaler - så er vi endt ud med at være vildt spændte og glade for at være en del af noget nyt og spændende. 
Vi er alle en stor del i alt hvad der sker - lige fra indretning, til om der skal være en bestemt pædagogisk retning eller et fokus i vores institution. Det er VILD fedt. 

For mig er det ikke noget ødelæggende eller intimiderende, men nærmere en mulighed for forandring og for at få en ny arbejdsplads, men hvor man ikke skal starte helt op på ny. Når man er i fleksjob kan den slags komme som en dejlig saltvandsindsprøjtning, for jeg har nok ikke så nemt ved at skifte arbejdsplads og det er jo i det hele taget ikke så ment som det har været. 

Jeg glæder mig hver gang vi skal i gang med noget nyt omkring Vildrosen, som vi kommer til at hedde. Om det er møde med HTH-mand, møde med mit klasseteam, P-møder eller hvad der end er af arbejde, så er det aldrig med negativ mine jeg går hjemmefra. Det er dejligt at blive skubbet lidt til og jeg er klart tilhænger af at blive "provokeret" lidt i de vante vaner.  Jeg er den der naive type, der tror på at man kan ændre alting hvis bare man tager beslutningen og virkelig står sammen. Jeg ville gerne se en institution, der har et samlet fokus på fællesskab og på de sociale værdier. Jeg mener at det må være grundstammen til alt læring og alt liv. At man kan snakke sammen, være glade sammen og have det godt i sin egen krop. Under det emne er alt jo muligt, men det er en dejlig måde at tænke på verden på. At vi gerne vil hinanden og at alle skal have muligheden for fællesskab og for at kunne være i et fællesskab - uanset hvilken rolle man så får, så må det være mulig at der er plads til alle. 

Nu har jeg vist skrevet et kvarter og delt lidt...


Ingen kommentarer: